Bent Østergaard – 40-års jubilæum i Lauritzen GruppenBent Østergaard, administrerende direktør i Lauritzen Fonden og LF Investment ApS samt formand for bestyrelsen i rederierne J. Lauritzen A/S og DFDS A/S, har 40-års jubilæum den 1. august. Senest har Bent Østergaard været arkitekten bag skabelsen af det nye og større DFDS A/S, der efter købet af Norfolkline fra rederiet A.P. Møller og konkurrencemyndighedernes endelige godkendelse denne sommer bliver et af Europas største søbaserede transport- og logistiknetværk. Da Bent Østergaard i 1970 blev ansat som regnskabsassistent i J. Lauritzen A/S var det sandsynligvis mere på grund af sit jyske ophav og sin tid som spejderdreng med blå knæ, idet han med sin revisoruddannelse formelt var overkvalificeret til stillingen. Med en HD i regnskabsvæsen i 1971 begyndte karrieren at tage fart, og Bent Østergaard har gennem årene bestridt en række forskellige stillinger i rederiet blandt andet som finanschef, økonomichef, under¬direk¬tør og direktør for finans og økonomi. I årene 1982–1985 var Bent Østergaard udstationeret til rederiets daværende datterselskab i Schweiz. HD-uddannelsen blev i 1989-90 suppleret med et ophold på Cedep i Frankrig. Bent Østergaard overgik i 1993 til rederiets moderselskab, J. Lauritzen Holding A/S, nu LF Investment ApS, som direktør for finans og økonomi og udnævntes til administrerende direktør i 1996. Bent Østergaard har med sine 40 år i Lauritzen Gruppen haft de mange ændringer, som ikke blot rederiet men også hele koncernen har været igennem, inde på nærmeste hold. Industrivirksomheder er blevet solgt fra, og skibsværfter er blevet lukket. J. Lauritzen A/S har med Bent Østergaard som formand gennemgået en omfattende forandring, og rederiet har i dag en ledende markedsposition inden for bulk-, gas- og produkttankskibe samt avancerede servicefartøjer til offshoreindustrien. Foruden det helejede J. Lauritzen og det 36 % ejede DFDS ejer Fonden i dag ventureselskaber indenfor olieanalyse, måleudstyr, software, bioteknologi og ejendomsmarkedet – alle eksempler på en fremsynet og risikovillig indstilling til gavn for både dansk foretagsomhed generelt og rederibranchen mere specifikt. Bent Østergaard er kendt for sit lune og behagelige væsen, ligesom han er et udpræget konkurrencemenneske. Et smilende ydre skal ikke forveksles med manglende evne til en knivskarp markering, når det er påkrævet. Bent Østergaard har altid mod på at kaste sig over nye spændende projekter, hvad også hans fritid bærer præg af: motorløb, skiløb, mountainbike, tennis og bjergvandring er blandt de foretrukne interesser. Bent Østergaard er gift, har to voksne børn og to børnebørn. Jubilæet fejres med en reception på Sankt Annæ Plads 28 fredag den 13. august 2010 fra kl. 15.00 til 17.00. Download billede |



Disclaimer